Dansker: Vi var tæt på kidnappede franskmænd

Dansk journalist på ferie i Cameroun fortæller, at han mødte fransk familie, kort før de blev kidnappet

En 57-årig dansk mand fortæller til Ritzau tirsdag aften, at han og en ven mødte de syv franskmænd, der tidligere på dagen meldtes kidnappet i Cameroun, kort før det skete.

- Vi mødte dem første gang i en by, der hedder Garoua. Det er et ægtepar, der rejser sammen med mandens bror og deres fire børn, der er i aldrene fem til 12 år, siger Henri Nissen, der er på ferie i landet og til daglig arbejder som journalist.

Den franske præsident, François Hollande, har under sit besøg i Grækenland bekræftet, at det er syv franske statsborgere, som er forsvundet i det afrikanske land.

Og det menes at være en velkendt nigeriansk terroristgruppe, der står bag.

Ifølge Henri Nissen, der til daglig arbejder som redaktør på udfordringen.dk og er tidligere folketingskandidat for Kristendemokraterne, var den franske familie på tur rundt i Cameroun for at se forskellige ting.

Han fortæller, at de overnattede på det samme campingsted fra mandag til tirsdag. Og familien kørte fra pladsen kun et kvarter før dem tirsdag morgen.

- Det chokerer os, for de kørte kort tid før, vi skulle derfra. Og det var en tilfældighed, at vi ikke kørte først. Det er en mærkelig oplevelse, siger han.

Det var først på et hotel i nabobyen Maroua, at danskeren hørte om kidnapningen.

- Det er meget underligt, for vi har spist morgenmad med dem og lært dem lidt at kende. Og man kan ikke lade være med at bekymre sig for, hvad der sker med dem, forklarer Henri Nissen og tilføjer:

- Forhåbentlig slipper de væk, men de er blevet taget tæt på grænsen til Nigeria. Og terroristgruppen Boko Haram, der menes at have taget dem, er meget imod vesten. Så man kan godt frygt for deres liv.

Trods kidnapningen af de syv franske statsborgere har Henri Nissen ingen planer om at tage tidligere hjem. Han bliver som planlagt i landet indtil den 28. februar.

- Jeg er hernede en gang om året, så jeg kender området godt, og vi er ikke bange for at blive hernede, fortæller han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere