Flystyrt: Syv mennesker dræbt i boligområde

Militærfly er styrtet ned i Yemens hovedstad. Syv personer har mistet livet, og dødstallet ventes at stige

Et yemenitisk militærfly er styrtet ned i en boligblok i Yemens hovedstad, Sanaa. Piloten og seks civile er dræbt ved styrtet.

Det forventes, at dødstallet vil stige, da der er såvel lejligheder som forretninger i den ramte bygning.

Ifølge en reporter fra nyhedsbureauet AFP er der adskillige ambulancer på stedet, og flere helikoptere overflyver området.

Tv-billeder viser tyk sort røg over ulykkesstedet. Samtidig har mange mennesker samlet sig rundt om den brændende bygning.

Flyet styrtede angiveligt ned i nærheden af en plads, der var epicentret til den revolution, der fik præsident Ali Abdullah Saleh til at gå af for et år siden.

Det er anden gang inden for få måneder, at et militærfly styrter ned i Yemens hovedstad. I november styrtede et såkaldt Antonov M26 ned i den nordlige del af Sanaa. 10 civile blev dræbt ved styrtet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere