Cyklon dræber mindst seks i Madagaskar

Mindst seks mennesker er dræbt, og tre savnes efter et voldsomt uvejr på Madagaskar.

Den tropiske cyklon Felleng ramte lørdag den nordlige del af Madagaskar. Seks mennesker er bekræftet omkommet, mens tre personer meldes savnet.

Cyklonen har også medført omfattende materielle ødelæggelser på øen i Det Indiske Ocean øst for det sydlige Afrika, siger landets ministerium for det civile beredskab lørdag aften.

Felleng ramte især hovedstaden Antananarivo, hvor der er omfattende ødelæggelser med ødelagte bygninger, væltede træer og afbrudt el-forsyning, især på grund af omfattende oversvømmelser.

Floden Mamba er gået over sine bredder, og mange bygninger og landbrugsarealer står under vand.

Redningsmandskab er sendt til området, hvor der er opstillet store teltlejre for at ofre for cyklonen kan søge tilflugt og få mad.

Felleng er lørdag aften på vej væk fra Madagaskar. Redningsmandskab regner med, at en katastrofealarm, der blev indført lørdag morgen, kan ophæves inden midnat.

Madagaskar rammes jævnligt af cykloner eller tropiske storke. Cyklonen Giovanna og den tropiske storm Irina i fjor dræbte 112 mennesker, mens 90.000 mennesker blev berørt af de to uvejrsfronter.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere