Tre år efter katastrofen: Så usselt lever de i dag

Tre år efter det enorme jordskælv hærgede Haiti, er den caribiske østat stadig i knæ. Mere end 300.000 lever stadig i teltlejre

Teltlejeren Mega 4 ligger i Port-au-Prince og har 6.500 indbyggere. Et feberramt barn ligger og sover på et tæppe i telt i bagende varme midt på dagen. (Foto: Benjamin Kürstein)
Teltlejeren Mega 4 ligger i Port-au-Prince og har 6.500 indbyggere. Et feberramt barn ligger og sover på et tæppe i telt i bagende varme midt på dagen. (Foto: Benjamin Kürstein)

PORT-AU-PRINCE, HAITI (ekstrabladet.dk): Der var ingen mangel på god vilje og store løfter om penge til hjælp, da verdenssamfundet for tre år siden reagerede på det voldsomme jordskælv i Haiti, der kostede mere end 300.000 mennesker livet, og tvang mere end en million mennesker til at flytte i teltlejre.

Statsledere fra hele verden lovede enorme pengesummer til det katastroferamte land, mens de internationale hjælpeorganisationer gjorde sig klar til at tackle en af nyere tids mest komplicerede katastrofeindsatser.

Men tre år efter det enorme jordskælv hærgede Haiti, er den caribiske østat stadig i knæ. Mere end 300.000 lever stadig i teltlejre, og det er først for nylig, hovedstaden Port-au-Prince er blevet nogenlunde ryddet for murbrokkerne, der lå spredt overalt i byen efter de mange bygninger der styrtede sammen den 12. januar 2010.

Ifølge den amerikanske avis New York Times er over 42 milliarder kroner allerede uddelt til forskellige genopbygningsprojekter i Haiti, men ud over et hospital i en del af landet, der aldrig var påvirket af jordskælvet, og som ikke er åbnet endnu, er der langt mellem de opmuntrende eksempler på genopbygningsprojekter, der er gået godt.

Regeringen har ingen kontrol
Det får nu en gruppe haitianere til at komme med en skarp kritik af de internationale hjælpeorganisationer, som de mener arbejder mere for deres egne interesser end for Haitis.

- Haitis regering er ikke stærk nok til at styre de internationale hjælpeorganisationer, og derfor vælger organisationerne selv, hvad de prioriterer, forklarer 27-årige Denis Lafontant, der er en del af et netværk af bekymrede borgere i Haiti, der forsøger at skabe opmærksomhed om problemet ved at holde offentlige møder, og sende radioprogrammer om emnet. Den unge mand er til dagligt IT-chef ved det haitianske politi, men han er ikke bange for at lange ud efter landets myndigheder:

- Regeringen har stadig ikke kontrol med, hvad der sker i landet, konstaterer han, og fortsætter: Regeringen burde have kræfter nok til at styre organisationerne, og fortælle dem præcis, hvad de skal lave.

Organisationerne misbruger Haitis svaghed
Denis Lafontant fortæller, at der er enkelte organisationer, der gør et godt stykke arbejde, men at der i hans øjne desværre er et overtal der plejer deres egne interesser:

- Organisationerne misbruger regeringens svaghed til at gøre hvad de vil, konstaterer han.

Seniorrådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp Nils Carstensen forstår godt, det kan være frustrerende for haitianerne, at det går langsomt med udviklingshjælpen. Han var selv i Haiti lige efter jordskælvet i 2010, og har desuden over 20 års erfaring med nødhjælpsarbejde i hele verden. Han peger på en række områder, hvor organisationerne kunne blive bedre til at inddrage de lokale, der er i nød, sådan at de selv bliver en del af genopbygningen:

- NGO’erne (de ikke statslige organisationer, red.) burde arbejde på, parallelt med at komme med det her meget professionaliserede system, at åbne vinduer op for, at folk kan komme med deres egne ideer, og faktisk få penge og eksperthjælp til det, forklarer Nils Carstensen og fortsætter: Det der fylder, er det folk selv gør, for at overleve, og det vi kommer med, er et tilskud. Det er økonomisk mere effektivt, og ud over at hjælpe folk materielt, så støtter det dem faktisk også i at få noget værdighed og motivation tilbage, og det er nok langt vigtigere, end vi kan måle og veje os til.

Donorerne vil bestemme
Nils Carsten peger dog på, at der ofte er et problem forbundet med donorerne, der gerne vil have indflydelse på, hvad de penge de betaler, går til:

- Mange af dem der giver til katastrofer, hvad enten det er regeringer eller det er dig og mig, vil gerne være med til at bestemme en lille smule, hvad det er, folk de skal have, og det her kræver et slip af kontrol, og det kræver at donoren siger, at den person der er ramt af katastrofen, ved nok bedre end jeg, hvad der er mest brug for.

Tilbage i Haiti er Denis Lafontant ikke overbevist om, at alle organisationer har en interesse i at hjælpe landet tilbage på fode igen:

- Hvis de lærer dig at være selvforsynende, har du ikke længere brug for dem. Men hvis de fastholder dig på samme stadie, uden at du bliver udviklet, vil du altid have brug for dem, konstaterer han.

Ikke nok kritik
Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp mener ikke, at der er organisationer, der ligefrem ønsker at fastholde katastroferamte lande i elendighed, men han indrømmer, at det system der eksisterer, har nogle indbyggede problemer:

- Det her det er en milliardstor branche, så ligesom alle mulige andre brancher, der har en milliardstor omsætning, så der er også en stor grad af selvinteresse i den måde, vi arbejder på. Vi er jo mange, der er ansatte, og vi får vores løn og så videre. Så vi er jo interesserede i at fastholde systemet.

En del af løsningen på problemet er ifølge Nils Carstensen, at nødhjælpsbranchen skal blive bedre til at diskutere problemet, og også være parat til at opgive noget indflydelse:

- Problemet, hvis der er et problem, er, at man ikke diskuterer det, og at man ikke diskuterer det tit nok og kritisk nok, og løbende vurderer, om vi kunne arbejde på andre måder. Også selv om de andre måder i højere grad handler om at give kontrollen, til dem det handler om. Det ville betyde et kontroltab for os, og det ville formodentlig også på nogle områder betyde, at vi skulle have færre folk.