USA overvejer totalt Afghanistan-exit

Præsident Barack Obama og den afghanske regering forhandler om tilbagetrækningsplan for USA's styrker

Den amerikanske regering overvejer at trække alle USA's tropper hjem fra det krigshærgede Afghanistan efter 2014. Det meddeler Det Hvide Hus ifølge tv-stationen CNN.

Præsident Barack Obama grubler for tiden over, hvor hurtigt USA kan reducere de udstationerede styrker i det centralasiatiske land. Og flere forskellige scenarier er i spil, lyder det fra den nationale sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus.

- Vi har et mål om, at Afghanistan ikke skal være et sikkert sted for al-Qaeda, og vi skal sørge for, at den afghanske regering har en hær, der er stærk nok til at opretholde sikkerheden i landet, siger Ben Rhodes ifølge CNN.

- Derfor overvejer vi forskellige antal af tropper eller helt at fjerne alle vores styrker, tilføjer embedsmanden.

I 2014 trækker Nato langt størstedelen af sine 100.000 soldater hjem fra Afghanistan - herefter skal landets egen hær og politistyrker selv sørge for stabilitet og sikkerhed.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er 66.000 af Nato-tropperne amerikanere.

Præsident Barack Obama skal fredag mødes i Washington med sin afghanske alliancepartner, præsident Hamid Karzai, til forhandlinger.

USA og Afghanistan er for tiden ved at med strikke en aftale sammen, hvor man forholder sig mere konkret til antallet af amerikanere, som eventuelt er nødvendige at have på landjorden i Afghanistan i perioden op til og efter overgangsfasen.

Ben Rhodes fortæller dog, at der sandsynligvis ikke ligger en færdig tilbagetrækningsplan klar efter Karzais besøg i USA.

Nato har som mål at oplære og træne 350.000 afghanske soldater og politibetjente inden udgangen af 2014, når de udenlandske kamptropper efter planen rejser hjem.

Taliban blev fordrevet fra magten i Afghanistan i 2001, men siden har de militante islamister kæmpet mod landets regering.