Assad ønsker fuld national mobilisering

Syriens leder siger i sjælden tale til nationen, at befolkningen må hæve sig over modsætninger.

Lidelserne er overvældende, og sikkerheden og trygheden i Syrien er væk, konstaterer Syriens præsident, Bashar al-Assad, i sin første tale til nationen i syv måneder.

I en tale til tusindvis af jublende tilhængere foran Operaen i det centrale Damaskus siger Assad, at "vi må hæve os over vore politiske modsætninger."

- Vor fremtid står på spil. Nationen er for alle, og vi må alle beskytte den. Landet kan ikke komme gennem krisen uden en fuld national mobilisering, siger han.

Det er første gang, Assad taler offentligt siden november, hvor han gav et interview til russisk tv. Her svor han, at han ville blive i Syrien og kæmpe til døden om nødvendigt.

Den 21 måneder lange konflikt i landet har ifølge FN kostet over 60.000 mennesker livet.