Pakistan tippede USA om Osama bin Laden

Efterretningstjenesten i Pakistan gav USA afgørende informationer om terrorlederen Osama bin Laden.

Pakistans efterretningstjeneste mener den fortjener ros for at hjælpe USA med at lokalisere lederen af al-Qaeda, Osama bin Laden. Verdens mest efterstræbte terrorist blev dræbt af amerikanske elitesoldater for et år siden.

Informationerne, som førte USA på sporet af Osama bin Laden, kom fra Pakistan, siger en unavngiven højtstående person fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, til Washington Post.

Grundlæggeren af al-Qaeda, og hjernen bag angrebet på USA den 11. september 2001, blev dræbt den 2. maj sidste år i en hemmelig aktion af elitesoldater fra US Navy SEAL. Osama bin Laden befandt sig i et muromkranset hus i garnisonsbyen Abbottabad.

Aktionen, som amerikanerne gennemførte uden af orientere regeringen i Islamabad, belastede relationerne mellem de to lande. Bin Laden opholdt sig i et hus et stenkast fra en af Pakistans førende militærkaserner, og det styrkede ikke den gensidige tillid.

- Ethvert angreb på al-Qaeda, uanset hvor i verden, har fundet sted med hjælp fra os, siger en pakistansk efterretningsofficer til Washington Post.

Den anden kilde fortæller, at ISI forsynede CIA med et nummeret på en mobiltelefon, som i sidste ende førte den amerikanske efterretningstjeneste på sporet af en kurer for terrorbevægelsen. Kureren anvendte dæknavnet Abu Ahmed al-Kuwait.

Ifølge kilden fra ISI fik CIA telefonnummeret i november 2010 sammen med en oplysning om, at mobiltelefonen senest var blevet anvendt i Abbottabad.

ISI var ikke klar over, hvem telefonen tilhørte, men det vidste CIA uden at formidle oplysningen tilbage til pakistanerne, skriver Washington Post.

- Det er historien om ekstrem mistro og bedrag, siger en af personerne fra ISI til avisen.

USA afviser den pakistanske version af forløbet.

- Sandheden er, at vores viden om telefonnummeret ikke kom fra dem, siger en amerikansk embedsmand, der ikke nævnes ved navn, til avisen.

/ritzau/AFP

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere