Al-Khawajas datter løsladt igen

Den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawajas datter er løsladt igen efter at være blevet anholdt tidligere

Datteren af den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja er blevet løsladt, efter hun tidligere fredag blev anholdt, da hun forsøgte at besøge faderen på det militærhospital, hvor han er indlagt.

Det skriver dansk-bahrainerens anden datter, Maryam al-Khawaja, på Twitter.

Zainab al-Khawaja blev også for to uger siden anholdt, da hun ifølge advokaten demonstrerede foran indenrigsministeriet i Bahrains hovedstad, Manama, hvor hun råbte sin fars navn.

Ligesom sin far er hun dansk statsborger og menneskeretsaktivist.

Den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja, som er blandt de førende demokratiforkæmpere i Bahrain, er idømt livsvarigt fængsel for at stå bag omfattende protester mod landets regime sidste år.

Han stoppede allerede onsdag med at få væske intravenøst, men på daværende tidspunkt ville han stadig drikke vand. Det er han nu også stoppet med.

Al-Khawaja har ifølge datteren bedt om at se sin advokat, så han kan få skrevet sit testamente.

- Min far har lige ringet, han bad os om at forsøge at få hans advokat til at besøge ham for at få skrevet sit testamente, skriver Zainab al-Khawaja på sin Twitter-profil fredag eftermiddag.

Ifølge datteren er der tre ting, al-Khawaja vil fortælle folk, hvis styret i Bahrain ikke vil lade ham se sin advokat.

Hun skriver, at hendes far er fuldstændig overbevist om, hvad han gør, og at han har valgt sin vej og "ville vælge den igen, hvis han kunne skrue tiden tilbage".

Desuden fortæller hun, at al-Khawaja beder om, at andre ikke gør lignende forsøg på at strejke til døden.

- Og til sidst: Min far siger, "hvis jeg dør inden for de næste 24 timer, beder jeg folk om at fortsætte den fredelige modstand", skriver Zainab al-Khawaja.

Hun tilføjer, at hendes far fortalte hende, at han ikke ville have, at der er nogen, der bliver såret i hans navn.

- Da min far var færdig med at fremsige sit testamente til os, blev linjen afbrudt. Han sagde ikke farvel, skriver Zainab al-Khawaja.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere