Bombeangreb i Sydsudan: Tusinder på flugt

Risikoen for åben krig mellem Sudan og Sydsudan bedømmes som alvorlig. Endnu et luftangreb fandt sted lørdag

Den eskalerende grænsekonflikt mellem Sudan og Sydsudan har drevet tusindvis af mennesker på flugt. Det melder FN, som anslår antallet af flygtninge til 10.000.

Lørdag blev konflikten mellem de to gamle ærkefjender yderligere optrappet, da et sudansk bombefly angreb naboen i syd.

Flyet kastede bomber over provinshovedstaden Bentiu, der ligger i en olierig grænseregion. Ifølge sydsudanesiske kilder på stedet blev fem civile slået ihjel og seks kvæstet i eksplosionerne.

Luftangrebet, som ramte en strategisk beliggende bro uden dog at ødelægge den, er det andet i Bentiu siden torsdag.

Den seneste tids blodige sammenstød betegnes som de værste, efter Sydsudan fik sin uafhængighed fra Sudan i juli sidste år. Risikoen for åben krig bedømmes nu som alvorlig.

Samtidigt har regeringshæren fra Sudan startet en offensiv for at generobre det olierige område omkring byen Heglig. Men hæren i Sydsudan hævder, at de stadig har kontrollen over området, som de erobrede tidligere på ugen.

Grænsestriden mellem de to lande er optrappet, siden Sydsudan blev selvstændigt fra Sudan efter dem årelange borgerkrig, som kostede omkring to millioner mennesker livet.

Borgerkrigen varede 22 år og var dermed en af de længst varende på det afrikanske kontinent, før en fredsaftale banede vej for Sydsudans uafhængighed.

Da sydsudanerne fik deres selvstændighed, mistede det tilbageværende Sudan cirka 75 procent af sin indbringende olieproduktion.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere