Nordkoreansk raket styrtede i havet

Nordkoreas affyring af langdistanceraket er endt som et ydmygende selvmål for kommuniststyret

Nordkorea opsendte i nat raketten fra Tongchang-ri på landets vestkyst. 90 sekunder senere gik raketten i stykker og styrtede i havet. (Foto: AP)
Nordkorea opsendte i nat raketten fra Tongchang-ri på landets vestkyst. 90 sekunder senere gik raketten i stykker og styrtede i havet. (Foto: AP)

Nordkoreas opsendelse af en langdistanceraket natten til fredag er blevet en kæmpe fuser for regimet, da raketten kort efter afsendelse gik i stykker og styrtede i havet.

Den japanske tv-station NHK rapporterer, at raketten var i luften i 90 sekunder og fløj 120 kilometer, inden den brækkede i fire dele og styrtede i havet vest for den koreanske halvø.

- Sydkoreanske og amerikanske efterretningskilder bekræfter, at Nordkoreas missilaffyring fejlede, siger en talsmand for den sydkoreanske regering.

Trods internationale protester sendte Nordkorea den såkaldte Unha-3-raket af sted kort efter midnat dansk tid.

Nordkorea har sagt, at opsendelsen skulle markere 100-års-dagen for landets grundlægger Kim Il-Sungs fødsel. Samtidig kommer opsendelsen kort efter, at Kim Jong Un overtog magten i det isolerede land.

- Det vil derfor være enormt pinligt, hvis raketten fejlede, siger tidligere Asien-ekspert i Det Hvide Hus Victor Cha til tv-stationen CNN.

Truede med nedskydning
Både Japan og Sydkorea har truet med at skyde raketten ned, såfremt den kommer ind over deres territorier. Så langt nåede raketten aldrig.

- Et flyvende objekt blev affyret fra Nordkorea, men styrtede i havet efter cirka et minut. Den var ikke i nærheden af vores territorium, siger Japans forsvarsminister, Naoki Tanaka.

Mens Nordkorea hævder, at raketten kun medbragte en vejrsatellit, mener USA og andre lande, at der var tale om en skjult test af en raket, som senere kan udstyres med atomsprænghoveder.

Nordkorea har endnu ikke kommenteret opsendelsen, men styret oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at det vil komme med en udtalelse senere.

FN's Sikkerhedsråd vil fredag holde møde om den højspændte sag. Samtidig har Sydkoreas regering indkaldt til et krisemøde.

1 af 3 Blandt andre USA og Sydkorea mener, at der var tale om en skjult test af en raket, som senere kan udstyres med atomsprænghoveder. (Foto: AP)
2 af 3 Raketfuseren vil være et stort nederlag for Nordkoreas nye leder Kim Jong Un. (Foto: AP)
3 af 3 Nordkorea opsendte i nat raketten fra Tongchang-ri på landets vestkyst. 90 sekunder senere gik raketten i stykker og styrtede i havet. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere