Syriens hær bomber Homs trods våbenhvile

Syriske styrker forsætter bombardementet af Homs, mens FN-observatører er på vej til byen

Samme dag som den første gruppe af FN-observatører ventes til Syrien for at overvåge våbenhvilen, har de syriske regeringsstyrker indledt nye bombardementer af bydelen Khaldiyeh i den centrale del af Homs. Bydelen er en af oprørerens højborge.

- Angrebet på Khaldiyeh er intensiveret her til morgen. Der bliver affyret tre granater i minuttet, siger leder af den syriske organisation Observatoriet for Menneskerettigheder, Rami Abdel Rahman til AFP.

Han tilføjer, at det er den kraftigste beskydning af Homs siden våbenhvilen, som er kommet i stand med FN som mægler.

Samtidig er der meldinger om, at oprørsstyrkerne har angrebet en politistation i den nordlige provins Aleppo, og også her kæmper mod præsident Assads styrker og politiet.

Omkring 3000 syrere er flygtet til nabolandet Jordan, siden våbenhvilen trådte i kraft torsdag, oplyser de jordanske myndigheder og hjælpeorganisationer.

Lørdag alene kom 1000 syrere over grænsen, oplyser en jordansk hjælpeorganisation, som siger, at den har registreret en markant stigning i flygtningeantallet de sidste par dage.

- Til trods for forventninger om, at våbenhvilen ville føre til færre flygtninge, så er det modsatte sket. Der kommer stadig flere familier hver dag, siger Mutah Khatib fra en af de største islamiske hjælpeorganisationer i Jordan.

De fleste flygtninge kommer fra provinserne Homs og Deraa, hvor oprørsbevægelsen står stærkt og kampene har været hårdest.

De første FN-observatører, som skal overvåge den skrøbelige våbenhvile i Syrien, forventes at ankomme inden for få dage - sandsynligvis allerede søndag.

Den fire dage gamle våbenhvile i Syrien, som blev lanceret tidlig torsdag morgen, kommer efter et blodigt år, hvor mere end 9000 mennesker ifølge FN er dræbt i opstanden mod Assad-regimet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere