Dansk læge tilser sultende al-Khawaja

En dansker er blandt de to læger, som har udført en grundig undersøgelse af aktivisten al-Khawajas helbred.

En dansk læge er sammen med en udenlandsk kollega blevet fløjet til Bahrain for at tilse Abdulhadi al-Khawaja, der sultestrejker på tredje måned.

Det skriver nyhedsbureauet Bahrain News Agency (BNA).

Ifølge BNA ankom de to læger til Bahrain i lørdags og fik mulighed for at tilse al-Khawaja i to hele dage på det militærhospital, hvor han nu opholder sig.

Den danske læge skulle være en international ekspert i sultestrejker og direktør på et stort lægecenter for torturofre i Danmark.

Udover at undersøge den danske statsborger med bahrainske rødder har lægerne haft mulighed for at besøge fængslet, hvor al-Khawaja har siddet, snakket med hans medfanger og mødt lægerne i fængslet.

Herefter mødtes de med den danske ambassadør i Bahrain for at tale om den sultestrejkendes helbred, skriver BNA.

Borgerservice har tidligere over for Ritzau hverken villet be- eller afkræfte oplysninger om, at menneskerettighedsforkæmperen blev tilset af en dansk læge.

Myndighederne i Bahrain har de seneste dage nægtet den danske ambassadør i landet at besøge al-Khawaja på militærhospitalet.

Sultestrejken tærer hårdt på al-Khawajas fysik. Han har blandt andet tabt sig 10 kilo og udviklet fedtlever.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere