Syriens hær slår til mod oprørsbyer

Kampvogne ruller ind i Hama, og Rastan er under beskydning 12 timer inden fristen for at stoppe volden

Den syriske hær begyndte onsdag eftermiddag at sende tungt skyts ned over byen Rastan, siger en aktivist i byen.

- De har indledt en tung beskydning af Rastan nu, for 20 minutters tid siden. De bruger artilleri, siger en unavngiven aktivist i telefonen til Reuters.

Byen ligger på vejen mellem to af de byer, hvor modstanden mod præsident Bashar al-Assads styre har været størst, nemlig Homs og Hama.

I Hama rullede nogle af styrets kampvogne onsdag eftermiddag ind i byen, siger indbyggere her ifølge Reuters.

- Mindst 20 kampvogne er rykket ind i kvarterne Dabagha og Mugayly i midten af Hama by, siger en aktivist.

Oplysningerne kommer mindre end 12 timer inden, at en våbenhvile skal træde i kraft.

Umiddelbart inden meldingerne fra Hama og Rastan sagde en talsmand for FN's tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, at den syriske regering har givet Annan skriftlige garantier om, at den vil overholde våbenhvilen fra torsdag klokken 05 dansk tid.

På trods af, at der fortsat var meldinger om kampe flere steder i Syrien onsdag, udtrykker Annan, der er FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending til Syrien, forsigtig optimisme om, at fredsplanen kan fungere.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere