USA drøfter Khawaja-sagen med Bahrain

USA opfordrer Bahrain til at finde en "humanitær løsning" på sagen om den sultestrejkende al-Khawaja.

Det amerikanske udenrigsministerium er i kontakt med myndighederne i Bahrain i sagen om den fængslede, sultestrejkende aktivist Abdulhadi al-Khawaja.

USA's viceudenrigsminister for Mellemøsten, Jeffrey Feltman, og diplomater på USA's ambassade i Manama har kontaktet myndighederne i Bahrain om sagen, siger Victoria Nuland, talskvinde for udenrigsministeriet i Washington.

- Vi er meget bekymrede for al-Khawaja, specielt når det gælder hans helbred, siger talskvinden.

- Vi er i kontakt med bahrainerne og med vore internationale partnere, og vi opfordrer til en humanitær løsning, tilføjer hun.

USA er nært allieret med Bahrain, hvor den amerikanske flåde har sin hovedbase i Golfen.

Al-Khawaja er dansk statsborger. Han kommer oprindeligt fra Bahrain, og han er nu idømt fængsel på livstid for at have forsøgt at vælte regimet.

Han begyndte for to måneder siden at sultestrejke i protest mod dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere