Syriske styrker i offensiv før deadline

Der er intet tegn på, at det syriske regime vil overholde sit løfte om at tiltræde fredsplanen

Syrisk militær fortsætter sin offensiv, og tirsdag morgen er der ikke tegn på, at regimet vil overholde løftet om trække sine styrker væk fra byområderne.

Syriens militær bombede mandag landsbyer med granater og beskyldes for at begå massakrer, hvilket forstærker frygten for, at blodsudgydelserne vil tage til i den 13 måneder lange konflikt, der kan udvikle sig til en regulær borgerkrig.

Det internationale diplomati forsøger at inddæmme krisen, der kan destabilisere Mellemøsten og forstærke modsætningerne mellem blandt andet Vesten og Rusland.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, sagde mandag intet om, hvorvidt han vil holde sit løfte til det internationale samfunds særlige udsending, Kofi Annan, hvis fredsplan indebærer, at de syriske styrker skal trækkes væk fra byområderne.

Assad har sagt, at det vil ske senest tirsdag - det vil sige inden midnat syrisk tid (klokken 22.00 dansk tid).

Assad har krævet skriftlige garantier fra oprørerne, hvilket oppositionsledere blankt har afvist, og der er udbredt frygt for, at fredsplanen er ved at bryde sammen.

En talskvinde for udenrigsministeriet i USA, Victoria Nuland, siger at den seneste udvikling i Syrien tyder på, at Assads regime "overhovedet ikke synes indstillet på at leve til de løfter, som det har givet til Kofi Annan.

Syriske aktivister i Idlib provinsen nær den tyrkiske grænse siger, at det syriske militær har optrappet en offensiv, som kostede snesevis af mennesker livet i weekenden. De siger, at unge mænd blev omringet og henrettet på stedet.

Et andet sted var der meldinger om et blodigt angreb på en landsby nær Hama, hvor 30 skulle være blevet dræbt - deriblandt kvinder og børn.

- Verden gav Assad en deadline, men han ser det som en mulighed for militæret, siger aktivisten Mohammad Abdallah.

Ifølge FN er 9000 mennesker blevet dræbt under konflikten, mens Assads regime hævder, at oprørere har dræbt over 3000 soldater.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere