Syrien afviser at trække sig ud af byerne

Syrien vil ikke trække sin hær tilbage uden skriftlig garanti fra oprørere. Flere meldes dræbt i nye angreb

To dage inden, at en FN-frist for en syriske tilbagetrækning udløber, ser hverken regeringsstyrker eller oprørere ud til at ville bøje sig.

Syriens regering trækker ikke sine styrker tilbage fra de byer, hvor modstanden mod præsident Bashar al-Assads styre er markant, medmindre oppositionen stiller med "skriftlige garantier", meddeler det syriske udenrigsministerium.

Assad har ellers lovet den internationale fredsmægler Kofi Annan, at regeringssoldaterne vil blive trukket tilbage til deres baser senest på tirsdag den 10. april.

Derefter er det planen, at en våbenhvile skal træde i kraft efter højst 48 timer.

Men det syriske udenrigsministerium afviser ifølge nyhedsbureauet AFP, at det kommer til at gå så hurtigt.

- At sige, at Syrien vil trække sine styrker tilbage fra byerne den 10. april, er ikke korrekt, i og med, at Kofi Annan endnu ikke har fremlagt skriftlige garantier fra de væbnede terrorgrupper på, at de stopper al vold, skriver udenrigsministeriet.

Søndag indledte syriske regeringsstyrker et bombardement af et område i den oprørske Idlib-provins nær grænsen til Tyrkiet.

Dusinvis af mennesker er enten dræbt eller såret, siger oppositionsaktivister til nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 90 kampvogne og pansrede køretøjer, der har opbakning fra helikoptere, beskyder et område der kaldes al-Rouge, som ligger sydvest for provinshovedstaden Idlib.

Medlemmer af oprørshæren Den Frie Syriske Hær er omringet i al-Bashiriya, som er en af omkring 40 landsbyer i al-Rouge, oplyser aktivister i Syrien og ved den tyrkiske grænse.

- Hæren bombarderer al-Rouge med kampvogne, og helikoptere skyder raketter mod al-Bashiriya. Dusinvis er dræbt eller såret, men vi kan ikke komme ind til dem, fordi bombardementerne er voldsomme, siger Mahmoud Ali, der er en af aktivisterne.

Lørdag mistede 130 mennesker livet i urolighederne i Syrien, heraf 86 civile, oplyser oppositionsgrupper.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere