Aktivist: Homs under hidtil værste angreb

Syriske styrker har indledt et voldsomt bombardement af flere kvarterer i oprørsbyen Homs, siger aktivister

Syriske landstyrker rykker nærmere på dele af byen Homs, der har været under voldsom beskydning i næsten fire uger.

Fra flere sider meldes om blodige sammenstød mellem Assads styrker og oprørere, da regeringshæren forsøgte at trænge ind i Baba Amro-kvarteret.

Aktivister i byen siger til tv-stationen al-Jazeera, at soldater har forladt deres checkpoints i den nordlige del af byen, og at regeringsstyrkerne derpå indledte et bombardement af de områder, hvor modstanden mod præsident Bashar al-Assad er stærkest.

- Nu og i dag oplever Homs det værste nedslag fra Assads bataljoner og Assad-regimet. Hvert distrikt og beboelsesområde i Homs er omringet, siger aktivisten Hadi Abdullah til al-Jazeera.

- Den syriske hær bruger alle våben. Vi er virkelig bange, for vi kan med sikkerhed sige, at disse områder vil være mål for alvorlig beskydning fra den syriske hærs side, tilføjer han.

Tv-stationen viderebringer meldinger om, at det er hærens frygtede Fjerde Armerede Division, som præsidentens bror, Maher al-Assad, har kommandoen over, der står bag angrebet.

Eksplosioner kunne høre overalt i Homs, og ved et fodboldstadion i udkanten af byen kom det ifølge aktivister til voldsomme kampe.

Syriske embedsmænd i Damaskus oplyste til journalister, at deres styrker er i færd med at "rense ud", og at aktionen ventedes at vare et par timer, rapporterer BBC.

Aktivister i byen hævder derimod, at de har stået imod angrebet.

Det er yderst vanskeligt at få bekræftet oplysningerne fra Homs fra uafhængigt hold. På det seneste er flere udenlandske journalister, der har vovet sig ind i byen, blevet dræbt.