Syrien nægter FN-chef adgang til landet

FN's humanitære chef, Valeria Amos, får ikke lov at komme ind i Syrien for at vurdere situationen i landet

Syrien meddelte onsdag, at FN's humanitære chef, Valerie Amos, ikke får indrejsetilladelse.

Amos har bedt om at komme ind i Syrien for at vurdere omfanget af den humanitære krise, som udlandet mener, at præsident Bashar al-Assad er skyld i på grund af hans blodige fremfærd mod oppositionen i landet.

- Jeg er dybt skuffet over, at jeg ikke har mulighed for at besøge Syrien trods mine gentagne anmodninger om at møde syriske embedsmænd på højeste niveau for at drøfte den humanitære situation og behovet for uhindret adgang til de mennesker, der er berørt af volden, siger Amos i en meddelelse.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har bedt Amos om at rejse til Syrien for at vurdere situationen i landet og gentage opfordringen om at slippe akut humanitær hjælp frem.

På det seneste har en lang række lande udtrykt stigende bekymring for en forværring i forholdene for civile i Syrien.

Særligt slemt står det til i byen Homs, der har været under belejring og beskydning i knap en måned.