Ny Syrien-resolution i Sikkerhedsrådet

Ifølge Frankrig kommer et resolutionsforslag om det syriske blodbad nu atter på bordet i FN's Sikkerhedsråd

En dreng fra den nordsyriske by Idlid står i ruinerne af, hvad der engang var en forretning i byen. Nu prøver FN's sikkerhedsråd igen at enes om en resolution om det plagede land. (Foto: AP)
En dreng fra den nordsyriske by Idlid står i ruinerne af, hvad der engang var en forretning i byen. Nu prøver FN's sikkerhedsråd igen at enes om en resolution om det plagede land. (Foto: AP)

FN's Sikkerhedsråd begynder tirsdag arbejdet på at skrue en resolution sammen, der skal stoppe volden i Syrien og tillade humanitær hjælp til de mange civile ofre.

Det fortæller en talsmand fra det franske udenrigsministerium på et pressemøde.

- Arbejdet starter i dag i Sikkerhedsrådet på en foreslået resolution om at stoppe volden i Syrien og om at få humanitær adgang til de værst ramte steder og mennesker, fortæller talsmanden Bernard Valero.
Læs:

Se også: Oprørere: 144 dræbt på én dag i Syrien

Fokus ligger på den belejrede oprørsby Homs, som har været udsat for voldsomme bombardementer den seneste tid med hundredvis af dræbte til følge.

Håber på Rusland og Kina
Stormagterne Rusland og Kina nedlagde i starten af februar veto mod en FN-resolution, som fordømmer blodbadet i Syrien.

Dermed lykkedes det ikke at smede en fælles diplomatisk aftale i FN's Sikkerhedsråd, selvom flere og flere lande rejser hård kritik af blodsudgydelserne i Syrien, hvor 7600 skønnes at have mistet livet.
Læs:

Se også: FN kræver våbenhvile i Syrien - nu!

Bernard Valero fra det franske udenrigsministerium håber på, at russerne og kineserne handler anderledes nu.

- Vi håber, at Rusland og Kina ikke vil modsætte sig den foreslåede resolution, siger han.

- Alarmtilstanden taget i betragtning er det på tide, at sikkerhedsrådsmedlemmerne uden undtagelse sætter en stopper for barbariet, tilføjer Bernard Valero.

Europa og Arabien stod bag
13 lande stemte i starten af februar for det strandede resolutionsforslag i Sikkerhedsrådet, som europæiske og arabiske nationer står bag.

Men Rusland og Kina, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, kunne ikke acceptere teksten. Det har de to stormagter efterfølgende høstet hård kritik for.

Den Arabiske Liga har sagt, at en løsning på konflikten i Syrien kræver, at landets enehersker, præsident Bashar al-Assad, træder tilbage.