Ny voldsbølge koster 57 livet i Syrien

I Syrien meldes 57 dræbt i nye blodsudgydelser. Røde Kors kan ikke komme til at hente sårede ud af Homs.

Syriske sikkerhedsstyrker har dræbt 41 civile i Syrien lørdag, mens 16 soldater meldes dræbt af eksplosioner eller sammenstød med oprørsgrupper.

Det oplyser organisationen Syrian Observatory for Human Rights, der overvåger udviklingen i Syrien.

Blandt de civile, der meldes dræbt, er 19 fra oprørsbyen Homs, som er de seneste tre uger har været under konstant belejring og beskydning fra regeringsstyrkernes side.

Ifølge Syrian Observatory for Human Rights har den syriske hær endnu en gang rettet skytset mod Baba Amro-kvarteret, hvor oprørsstyrken Syriens Frie Hær står stærkt.

Også fire andre kvarterer i det centrale Homs har været under beskydning, oplyser organisationen.

Ifølge oppositionsgruppen De Lokale Koordinationskomitéer har sikkerhedsstyrker skudt morterer mod bydelen Khaldiyeh.

En videooptagelse, der er lagt på internettet, viser, at en stor moské i det centrale Homs er blevet beskadiget af bombardementet.

Baba Amro hårdest ramt
Fredag fik ambulancer fra Røde Kors og søsterorganisationen Røde Halvmåne adgang til Homs, hvor de evakuerede syv sårede samt 20 kvinder og børn.

Men det er ikke lykkedes hjælpeorganisationerne at få en aftale i stand med syriske myndigheder om at evakuere sårede fra Baba Amro-kvarteret, oplyser Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) lørdag aften til nyhedsbureauet AFP.

- ICRC og Syrisk Røde Halvmåne har forhandlet siden i morges med både de syriske myndigheder og oppositionsgrupper i Homs. Drøftelserne har ikke medført et konkret resultat i dag. Derfor vil der desværre ikke finde nogen nødevakuering sted i dag, siger en ICRC-talsmand.

Baba Amro er det hårdest ramte område i Homs.

Det har ikke været muligt for Røde Kors og Røde Halvmåne at hente to sårede vestlige journalister, som efter planen skulle have været evakueret.

Heller ikke ligene af den britisk-amerikanske journalist Marie Colvin og den franske fotojournalist Rémi Ochlik er hentet ud af byen.

Iagttagere mener, at over 7600 mennesker er blevet dræbt i Syrien, siden protesterne mod præsident Bashar al-Assads regime begyndte i marts 2011.