FN sender Kofi Annan til Syrien

FN's Ban Ki-moon har sammen med Den Arabiske Liga udnævnt Kofi Annan til særlig udsending i Syrien

FN's generalsekretær Ban Ki-moon og lederen af den Arabiske Liga, Nabil el-Araby, har udnævnt tidligere FN generalsekretær Kofi Annan til fælles særlig udsending i Syrien.

- Kofi Annan skal arbejde på at stoppe volden og overgreb på menneskerettighederne og arbejde for en fredelig løsning på krisen i Syrien, hedder det i en fælles erklæring fra de to organisationer.

Med i bagagen har Annan en resolution fra FN's Generalforsamling i sidste uge, som støtter en plan fra Den Arabiske Liga, der blandt andet indebærer, at den syriske præsident Bashar al-Assad skal træde tilbage.

- Kofi Annan vil rådgive sig med alle relevante samtalepartnere i og uden for Syrien for at stoppe volden og den humanitære krise, hedder det yderligere i erklæringen.

73-årige Annan skal samtidigt fremme en fredelig syrisk-ledet og inkluderende politisk løsning, der lever op til de demokratiske forhåbninger blandt det syriske folk.

Det skal ske gennem en omfattende politisk dialog mellem den syriske regering og den samlede syriske opposition.

Ifølge FN har over 7000 civile mistet livet i den 11-måneder lange opstand, der er inspireret af andre landes revolutioner under det arabiske forår i Mellemøsten og det nordlige Afrika.

Kofi Annan var generalsekretær i FN fra 1997 til 2006. Efter han forlod organisationen, har han blandt andet deltaget i forhandlingerne om at stoppe urolighederne i Kenya, der kostede 1220 livet efter valget i 2007.

I et forsøg på at få stoppet den blodige vold i Syrien, har arabiske og vestlige lande i gruppen Syriens Venner krævet en øjeblikkelig våbenhvile og adgang til at bringe nødhjælp ind i Syrien til ofre for de seneste ugers uroligheder.

Torsdag blev mindst 46 dræbt i Syrien herunder 16 regeringssoldater og en familie på 13, der blev udraderet. Det siger menneskeretsgruppen Syrian Observatory, der har hovedsæde i London.