Otte palæstinensiske børn dræbt i busulykke

Mindst otte palæstinensiske børn har mistet livet, efter at deres bus kolliderede med en israelsk lastbil.

En voldsom trafikulykke på Vestbredden har torsdag kostet mindst otte børn livet. Deres bus brød i brand efter at være kollideret med en israelsk lastbil.

- Der er mellem 8 og 10 palæstinensiske børn, som har mistet livet. De kvæstede er nu på vej til forskellige hospitaler, siger Luba Samri, som er talsmand for politiet.

Mere end 30 børn skal være kommet til skade ved ulykken, og der er frygt for, at dødstallet vil stige yderligere.

Ulykken skete i et vejkryds nord for Jerusalem. Ifølge den israelske redningstjeneste og politiet er skolebussen og lastbilen kollideret på en smal vej, hvorefter bussen væltede og brød i brand.

Både israelske og palæstinensiske ambulancer kom hurtigt frem til ulykkesstedet.