Iran fejrer gennembrud i atomprogram

Iran fylder hjemmeproduceret atombrændstof på en forskningsreaktor i Teheran og fejrer det som et gennembrud

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Iransk tv viser billeder fra et atomanlæg, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad er til stede i forbindelse med, at Iran fylder hjemmeproduceret atombrændstof på en forskningsreaktor i den iranske hovedstad Teheran.

Det betragtes af iranerne selv som et stort fremskridt for landets omstridte atomprogram.

Reaktoren i Teheran er netop løbet tør for det atombrændstof, Iran fik fra Argentina i 1990'erne.

Hele sagen synes at være designet for at vise, at de stadig strammere, vestlige sanktioner ikke formår at standse Irans teknologiske fremskridt.

Samtidig skal det styrke Irans position ved forhandlinger om atomprogrammet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Vestlige analytikere er dog skeptiske over for de påståede fremskridt.

- Vi har set det før. Vi har set disse proklamationer og storslåede præsentationer, og det har vist sig, at der ikke har været så meget i det alligevel, siger Shannon Kile fra det internationale fredsforskningsinstitut i Stockholm (SIPRI)

USA og Israel har ikke udelukket militære aktioner, hvis de diplomatiske forsøg og sanktionerne viser sig at være nytteløse i forsøget på at tøjle iranernes atomudvikling.

Iran har truet med gengældelse for ethvert angreb og sanktioner mod olieeksporten. Det har blandt andet været på tale at blokere det strategiske vigtige Hormuz-stræde.

Iranerne oplyste i januar, at landet havde fremstillet og testet brændselsstave til brug for atomkraftværker.

I lørdags sagde Ahmadinejad, at Iran snart offentliggør nye fremskridt i atomprogrammet.

Iran siger, at landets atomprogram udelukkende har fredelige formål og skal give landet atomkraft.

Det tvivler Vesten, herunder USA og Israel, imidlertid på. Vesten frygter, at Iran arbejder på at udvikle atomvåben.