Helveg: - Syrien-konflikt løses ved vold

De Radikales ordfører tror ikke på, at andet end kamp mellem styre og befolkning kan føre til afslutning af al-Assad-æraen i Syrien

To syriske oprørere prøver at redde en såret kammerat efter kampe med styret i Idlib i Syrien i sidste uge. Dansk politiker tror ikke, at krisen i Syrien kan få en fredelig løsning. (Foto: AP)
To syriske oprørere prøver at redde en såret kammerat efter kampe med styret i Idlib i Syrien i sidste uge. Dansk politiker tror ikke, at krisen i Syrien kan få en fredelig løsning. (Foto: AP)

Trods øget international diplomatisk indsats og ekstra pres på Syrien for at få diktatoren Bashar al-Assad og hans tilhængere til at indstille kampen mod oprørerne tvivler De Radikales udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen på, at konflikten kan blive løst på andre måder end med vold.

- Jeg tror, at styret bliver væltet af dets egen befolkning. Hvis vi kan gøre noget for at få det til at gå hurtigere, skal vi gøre det. Men det her er ikke en sag, som ser ud til at blive løst med fredsommeligt diplomati - der er jo åbne kampe i landet, siger han til Ritzau.
Læs:

Se også: Syrere til stemmeurnerne i det rene kaos

Danmark skal med i koalition
Både Socialdemokraterne og De Radikale vil have Danmark til at være med i arabisk Syrien-koalition.

Danmark skal være med til at øge presset på Syrien gennem initiativet 'Syriens Venner', der skal støtte den syriske opposition i at sikre humanitær hjælp og standse vold og drab i landet, lyder det fra de to regeringspartier.

- Danmark skal gå med i koalitionen. Det er nødvendigt at gøre mere, end vi gør i dag. Vi bliver nødt til at indse, at FN sporet ikke kan føre os langt nok, siger Rasmus Helveg Petersen.

Positivt arabisk ejerskab
Rusland og Kina blokerer i FN’s Sikkerhedsråd for en FN-resolution, og derfor er initiativet opstået uden om FN med deltagelse af Den Arabiske Liga, USA, Tyrkiet, Frankrig og Storbritannien. Og Danmark skal altså også være med.

- Det er positivt, at de arabiske lande har taget ejerskab for at finde en fredelig løsning på denne her konflikt, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod.

- Alle ved, at Rusland og Kina blokerer for at finde en løsning i FN’s Sikkerhedsråd, og derfor er der behov for, at resten af verdenssamfundet støtter dem, der gerne vil løse konflikten, siger han.
Læs:

Se også: 'Vi kunne standse drabene i Syrien'

Må ikke starte krig mod Assad
De understreger begge, at arbejdet med at lægge pres på Syrien gennem FN og EU skal fortsætte, ligesom koalitionen 'Syriens Venner' ikke må starte en krig mod præsident Bashar al-Assad.

- Jeg tror ikke, krig er sigtet med koalitionen, og jeg vil også være imod det, siger Rasmus Helveg Petersen.

- Men det er et rigtig vigtigt signal til Assad og hans folk om, at der ikke er nogen udvej, siger Jeppe Kofod.

Ifølge onsdagens udgave af Morgenavisen Jyllands-Posten har udenrigsminister Villy Søvndal allerede besluttet at deltage i mødet, når 'Syriens Venner' første gang mødes fredag den 24. februar.