Syrere til stemmeurnerne i det rene kaos

Ingen ved, hvordan Bashar al-Assad har forestillet sig en folkeafstemning i Syrien, hvor bomber og kugler hagler ned over befolkningen

al-Assad-tilhængere i støttedemonstration for den syriske diktator tidligere på denne måned, da den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov var på besøg i Damaskus. (Foto: AP)
al-Assad-tilhængere i støttedemonstration for den syriske diktator tidligere på denne måned, da den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov var på besøg i Damaskus. (Foto: AP)

Det står ikke klart, hvordan den syriske diktator Bashar al-Assad vil gennemføre en folkeafstemning i hele Syrien, når store dele af landet er præget af oprøret mod hans styre. Soldater og kampvogne har belejret flere byer, særligt Homs og Hama, hvor kommunikationen med omverdenen er afbrudt.
Læs:

Se også: Olierørledning i Homs ramt af eksplosion

Præsident Bashar al-Assad, der er presset af et 11 måneder langt oprør mod hans styre, satte i morges dato på en folkeafstemning om en ny forfatning. Den kommer til at foregå om blot 11 dage - 26. februar.

Et regeringsudpeget udvalg har siden oktober arbejdet på udkastet til den ny forfatning, der søndag blev afleveret til Assad. Han er nu i færd med at gennemgå udkastet og vil derpå sende det videre til parlamentet, inden det kommer til afstemning, skriver det syriske nyhedsbureau Sana.

Løfte om reformer
Sidste år lovede den 46-årige syriske leder at gennemføre reformer. Han har ophævet en mangeårig undtagelsestilstand og lover valg, der er åbent for flere partier. Den ny forfatning er en af flere lovede reformer, som for manges vedkommende ikke blevet til noget.
Læs:

Se også: Syrien skal stemme om ny forfatning

Ifølge syrisk tv står der i det ny udkast til en forfatning, at præsidenten kun må blive siddende i to perioder på syv år. Det er nyt i modsætning til den nuværende forfatning, der ikke sætter en begrænsning på antallet af embedsperioder.

Også bestemmelsen om, at flere partier kan stille op ved valget, er skrevet ind i forfatningsudkastet, oplyser syrisk tv.

- Statens politiske system vil være baseret på princippet om politisk pluralitet, og demokratiet vil blive praktiseret gennem stemmeurnerne, fastslår udkastet ifølge syrisk tv.

Broderskab udelukket fra valg
Partierne kan dog ikke være baseret på religion, regionale eller professionelle interesser. Dermed ser det ikke umiddelbart ud til, at Det Muslimske Broderskab, der spiller en stor rolle i oprøret mod Assad, kan få mulighed for at danne et parti og stille op ved et kommende valg.

Statsligt tv oplyser, at der skal udskrives valg til parlamentet 90 dage efter, at den ny forfatning er godkendt ved folkeafstemningen.