Olierørledning i Homs ramt af eksplosion

I den syriske oprørsby Homs, der er belejret af Assads styrker, er en olierørledning ramt af en eksplosion

En eksplosion ramte tidligt onsdag morgen en rørledning, der transporterer olie til et raffinaderi i byen Homs i det centrale Syrien.

Raffinaderiet ligger ikke langt fra det store sunnimuslimske distrikt Baba Amro, som på det seneste har været under voldsom beskydning fra præsident Bashar al-Assads styrker.

Læs også: 'Vi kunne standse drabene i Syrien'

En tyk sky af sort røg bølgede stadig op fra olierørledningen omkring to timer efter, at eksplosionen havde fundet sted, oplyser indbyggere i byen.

Regeringen har selv bombet
Myndighederne siger, at 'bevæbnede terrorbander' er skyld i sabotagen, mens modstandere af præsident Assad beskylder styret for selv at stå bag angrebene i et forsøg på at straffe den oprørske befolkning.

- Omkring klokken 06.00 bombede to militærfly en rørledning i udkanten af Baba Amro-kvarteret, siger Hadi Abdullah, der er medlem af oppositionsgruppen Den Syriske Revolutions Generalkomité til nyhedsbureauet AFP.

Flere andre kilder siger ligeledes ifølge britiske BBC, at det er regeringsstyrkerne selv, der bombarderede olierørledningen, men at det er uklart, om det skete med overlæg eller ej.

Han tilføjer, at det er tredje gang, denne olierørledning bliver angrebet, men det er første gang, at det sker fra luften.

I de seneste måneder har adskillige af Syriens olie- og gasrørledninger været ramt af eksplosioner.