Raketterne regner ned over Homs

Mindst 19 mennesker meldes dræbt i Syrien. Værst går det for sig i Homs, der atter er under voldsomme angreb

De blodige uroligheder i Syrien har kostet mindst 19 mennesker livet tirsdag. Langt størstedelen er civile, som er blevet dræbt under et voldsomt bombardement af oprørsbyen Homs.

Det oplyser Syrian Observatory for Human Rights.

- Bombardementet af Baba Amr-kvarteret begyndte ved daggry og er det mest intense i fem dage, siger Rami Abdel Rahman fra menneskeretsgruppen, der får sine oplysninger fra aktivister rundt om i Syriens byer.

- I gennemsnit falder der to raketter i minuttet, siger han og tilføjer, at raketangrebet kostede seks civile livet i Baba Amr alene tirsdag morgen.

En anden aktivist, Hadi Abdullah fra modstandsgruppen Den Syriske Revolutions Generalkomité, bekræfter, at bombardementet af Homs er meget voldsomt tirsdag.

Han tilføjer, at den humanitære situation er yderst alvorlig.

- Situationen er tragisk. Der er gravide kvinder, mennesker med hjerteproblemer, diabetikere og særligt sårede mennesker, som vi ikke kan evakuere, siger han i telefonen fra den belejrede by.

- Mandag aften kørte tre aktivister ind i byen i en bil med brød, babymælk og medicin. Deres bil blev ramt af en raket. De brændte alle ihjel, siger Hadi Abdullah.

Også i Syriens næststørste by, Aleppo, og i den sydlige Deraa-provins er der meldinger om dræbte civile.

I Hama-provinsen meldes fem regeringssoldater dræbt og ni såret under kampe med afhoppede soldater, meddeler Syrian Observatory for Human Rights. Det er uklart, om der også er dræbte og sårede blandt de soldater, der kæmper mod regeringsstyrkerne.

Siden forrige weekend er flere hundrede mennesker dræbt i Homs, hvor præsident Bashar al-Assads styrker har sendt byger af raketter og granater ind over byen.

Det er vanskeligt at få bekræftet de meldinger, der kommer fra Syrien, fra uafhængigt hold, fordi udenlandske journalister kun har meget begrænset adgang til landet.