Kenya retsforfølger fire Absalon-pirater

Hele den hårde kerne af de formodede pirater på Absalon bliver retsforfulgt. 17 pirater slippes fri igen.

Yderligere fire formodede pirater, som er tilbageholdt på det danske krigsskib Absalon, bliver retsforfulgt. Det er Kenya, som har indvilget i at aftage de fire somaliere.

Dermed er i alt otte af de 25 pirater, som blev tilbageholdt for nogle uger siden altså nu sikret retsforfølgelse, efter at Seychellerne tidligere har sagt ja til at retsforfølge fire.

- Med de fire, vi tidligere har overgivet til Seychellerne, har vi hermed gjort op med den "hårde kerne" af de mistænkte, altså dem som deltog i den oprindelige kapring af det iranske fiskefartøj, siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i en pressemeddelelse.

De 25 formodede pirater blev tilbageholdt i forbindelse med en redningsaktion, som førte til befrielse af 14 pakistanske og iranske sømænd, der havde været holdt fanget siden november 2011.

De resterende 17 pirater ender med at blive sat fri igen.

- Jeg havde naturligvis helst set, at samtlige pirater var blevet stillet for en dommer. Men jeg må også understrege, at beslaglæggelse af piraternes skib, af våben, befrielsen af de tilfangetagne, øget sikkerhed i området og så videre er vigtige resultater i sig selv.

- Antallet af kapringsforsøg er faldet dramatisk, og flere og flere pirater ender med at komme for en domstol. At indsatsen virker er derfor hævet over enhver tvivl, siger Søvndal.

Det er anden gang, at Kenya har sagt ja til at modtage pirater, som Danmark har tilbageholdt.

- Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Vi har arbejdet på løsningen længe, for selv om aktionen, hvor gidslerne om bord blev befriet, i sig selv var en succes, så er det klart, at retsforfølgelse selvfølgelig er kronen på værket, siger udenrigsministeren.