40.000 mennesker flygter fra uro i Kenya

En konflikt om vand mellem to klaner i det nordlige Kenya har sendt i titusindvis på flugt fra deres hjem

Flere end 40.000 mennesker er flygtet fra deres hjem i det nordlige Kenya efter flere dages kampe mellem to klaner, der strides om adgang til vand og jordarealer til kvæg.

Det siger Røde Kors.

- Over 40.000 er på flugt fra byen Moyale i det nordlige Kenya, oplyser Alexander Matheou, chef for Røde Kors i Østafrika. FN siger, at "titusinder" er på flugt i området, og at mange har søgt beskyttelse i nabolandet Etiopien.

Kampe mellem kvægdrivere, der ofte er bevæbnede for at beskytte deres dyr, sker jævnligt i området. Men de seneste stridigheder har været usædvanligt blodige.

- Vi har aldrig set noget lignende. Hele landsbyer er ødelagte. Skoler er smadret, og vandhuller er saboteret, siger Alexander Matheou.

De to stridende klager, Borana og Gabra, holder til i grænseområdet mellem de to lande og har længe været i strid om land og vand.

- Butikker i Moyale er lukkede. Skoler og huse står tomme. Byen er en spøgelsesby, fortsætter han.

FN og Røde Kors har foreløbig sendt mad til 15.000 mennesker til området og telte og tæpper til 3000. Men det er langt fra nok, siger hjælpeorganisationer.

Hele det østlige Afrika er ramt af stor tørke, der har skabt mangel på vand og mad både til mennesker og dyr, siger nødhjælpsarbejdere.