Syrisk general er dræbt af terrorgruppe

En højtstående syrisk officer, der også er læge, er ifølge det statslige nyhedsbureau dræbt af terrorister

Bevæbnede mænd har lørdag skudt og dræbt en højtstående syrisk militærlæge foran hans hjem i den nordlige del af Damaskus, skriver det officielle nyhedsbureau Sana.

Bureauet skriver, at en bevæbnet gruppe af terrorister har dræbt brigadegeneral Issa al-Khouli, som også er læge og sygehusdirektør i Rukneddine-distriktet i den syriske hovedstad.

Khouli er den højestrangerende embedsmand, der er blevet dræbt i Damaskus siden begyndelsen på det 11 måneder lange oprør mod præsident Bashar al-Assad og hans regime.