Blodbadet i Syreien: 6000 mennesker er dræbt

Opstanden mod regimet i Damaskus har kostet 6000 mennesker livet, siger den franske udenrigsminister.

De blodige uroligheder i Syrien har i løbet af knapt et år kostet 6000 menneskeliv.

Det siger Alain Juppe, Frankrigs udenrigsminister.

Opstanden mod det syriske regime begyndte som demonstrationer for reformer i marts i fjor.

Da der ikke skete noget, vendte demonstranterne sig i stadig højere grad mod præsident Bashar Assads regime, der til gengæld har sendt sine soldater og andre sikkerhedsstyrker på gaderne for at tæve og skyde demonstranterne på plads.

Krisen i Syrien ligger i øjeblikket på bordet i FN's Sikkerhedsråd. Her drøftes et forslag fra Den Arabiske Liga, der blandt andet vil have, at Assad overdrager magten til en vicepræsident.

Et af de lande, der tøver med at skrue bissen på over for Syrien, er Rusland, som har vetoret i Sikkerhedsrådet.

Men Alain Juppe siger, at Rusland nu har en "mindre negativ" holdning til forslaget i Sikkerhedsrådet.

Imidlertid fastslår Vitalij Tjurkin, den russiske FN-ambassadør, at Rusland ikke er bleg for at bruge sin vetoret.

- Hvis teksten er uacceptabel for os, så stemmer vi selvfølgelig imod, siger han ifølge Reuters.

Det kan dog vare et stykke tid, før det står klart, om russerne vil bruge vetoretten.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at Ruslands udenrigsminister, Gennadij Gatilov, citeres af Interfax for at sige, at der ikke bliver nogen afstemning i de næste par dage.

- Der er to forslag. En russisk resolution og en resolution, der er fremsat af Marokko, siger Gatilov.

Det marokkanske forslag er uacceptabelt, for det indeholder et sprog, der opfordrer til sanktioner mod Syrien. Det kan tolkes som om, at det tillader brug af magt, siger han.