Dødstallet på Filippinerne er lørdag steget til 426, oplyser nyhedsbueauet Reuers.
400 meldes samlet, efter at den kraftige, tropiske storm Washi er drevet ind over den sydlige del af østaten og natten til lørdag medførte omfattende oversvømmelser og jordskred. Det oplyser myndighederne.
Hårdt ramt er den sydlige ø Mindanao, hvor over 100 mennesker foreløbig meldes dræbt.
10.000 hjælper til
Ifølge militærtalsmand Leopoldo Galon er der fundet 71 døde i Cagayan de Oro, en havneby på Mindanao. På samme ø blev det tidligere rapporteret, at 48 personer havde mistet livet som følge af drukneulykker, heraf mindst 40 i byen Iligan, mens fem mistede livet i et jordskred på den østlige del af øen.
Det oplyste Benito Ramos, direktør for National Disaster Risk Reduction and Management på de filippinske øer.
Oberst Leopold Galon siger ifølge BBC, at en hel division af hæren, omkring 10.000 soldater, har deltaget i redningsindsatsen omkring Cagayan de Oro.
Huse skyllet væk
Ifølge ham bruger militæret lastbiler, både og helikoptere til evakueringer. Mindst 2000 mennesker er evakueret fra Cagayan de Oro.
Det er oversvømmelser og mudderskred, som har kostet de mange mennesker livet. Folks huse er skyllet væk af vand eller mudder.
Flodbølge ramte mens folk sov
Borgmester i byen Iligan fortæller, hvordan det hastigt stigende vand fra omkringliggende floder hurtigt drev ind gennem mindst 10 byer i yderområderne nær Iligan.
- Det skete så hurtigt - og på et tidspunkt hvor folk lå og sov, siger Lawrence Cruz til tv-stationen GMA.
Tv-billeder fra samme kanal viste dramatiske billeder af en familie, som flygtede ud af et vindue i familiens hus, mens vandet omkring hastigt steg.
Ifølge Benito Ramos er der faldet omkring 25 millimeter regn i løbet af de seneste 24 timer, og det har fået flere floder til at gå over deres breder.