En vejsidebombe i den sydlige Helmandprovins i Afghanistan har kostet 19 mennesker livet.
- 19 mennesker, heriblandt 7 kvinder og 5 børn, er blevet dræbt ved dagens vejsidesprængning. De syv kvinder er fra samme familie, oplyser Daud Ahmadi, talsmand for Helmands guvernør, ifølge AFP.
Yderligere fem er såret ved eksplosionen, der indtraf, da de civile i en minibus var på vej mod Sangin-distriktet, der er et af de mest uroplagede i Afghanistan.
De nye dødsfald kommer dagen efter, at Afghanistans nationale Ashura-helligdag tirsdag blev en blodig affære med tre selvmordsbombeaktioner rundt om i landet, der i alt dræbte 59 mennesker.
Store dele af Helmandprovinsen er fortsat usikker og præget af kampe og vejsidebomber, forud for at Nato-styrker overdrager tre distrikter til afghanske regeringssoldater.
Ifølge FN er antallet af dræbte civile steget med hele 15 procent i de første seks måneder af 2011. Dermed har knap 1500 civile måttet lade livet i den 10 år lange krig mellem Nato og Taliban-krigere.