To store borde fulde af kontanter. Plus et par våben til pynt.
Det var den fangst, mexicansk politi kunne fremvise ved et pressemøde tirsdag i Mexico City.
Pengene blev beslaglagt ved en operation i Tijuana og det menes, at de mange kontanter tilhørte narkokartellet Sinaloa. Kontanterne og våbnene lå i en bil, der blev ransaget.
Politisoldaterne, der bar kontanterne ind til pressemødet var maskerede. Mexico hærges i øjeblikket af en yderst voldelig krig mellem narkokartellerne og tusindvis af mennesker har mistet livet i de seneste år.
Ifølge hærens talsmand, general Ricardo Trevilla er den netop fremviste fangst af kontanter den anden største af sin art.
Den største beslaglæggelse af kontanter fandt sted i september 2008, hvor politi og soldater beslaglagde 26,2 millioner dollars i et hus i Culiacan på den mexicanske stillehavskyst.