Blogger henrettet af narkogangstere

Mexicos blodige narkokrig: Mishandlet lig af bloggeren Rascatripas smidt ved statue nær grænsen til USA. Straffet for at skrive om narkogangstere på nettet (Advarsel: Stærkt billede)

Liget af bloggeren Rascatripas blev tidligt onsdag morgen smidt ved en statue i Nuevo Laredo - straffet for at have skrevet om narkokartellerne online. (Foto: hoylaredo.net)
Liget af bloggeren Rascatripas blev tidligt onsdag morgen smidt ved en statue i Nuevo Laredo - straffet for at have skrevet om narkokartellerne online. (Foto: hoylaredo.net)

En 35-årig mexicansk blogger, der brugte online-navnet Rascatripas er blevet fundet henrettet i Nuevo Laredo onsdag.

Ved liget lå en seddel, hvor der stod, at Rascatripas var blevet straffet for at lægge oplysninger online om narkokartellerne.

Den 35-årige blogger var blevet torteret og derefter halshugget.

Det er det fjerde drab på bloggere i den mexicanske grænseby siden september. Narkokartellet Los Zetas har taget ansvaret for de tre foregående drab.

Der er ikke kommet oplysninger frem om, hvorvidt Zetas har forbindelse til det fjerde drab.

Los Zetas kom i verdensmediernes søgelys i sidste uge, da onlineaktivist- og hackergruppen Anonymous erklærede narkokartellet krig.

Anonymous truede med at offentliggøre oplysninger om Los Zetas kilder og kontakter i medieverdenen og politiet, hvis ikke Zetas øjeblikkeligt frigav en kidnappet aktivist.

Oplysningerne skulle have været offentliggjort den 5. november, men Anonymous valgte at indstille operationen, der på nettet havde fået navnet #OpCartel.

Liget af Rascatripas blev smidt tidligt om morgenen den 9. november ved foden af en Christopher Columbus-statue.

Ved femtiden om morgenen fik politiet et alarmopkald om liget. Den dræbte lå på maven, med håndjern på ryggen. Han lå oven på en større seddel, der blev holdt nede med sten.

Rascatripas var moderator for det sociale onlinenetværk Nuevo Laredo En Vivo i den narkokrigshærgede by.

Det var samme website, hvor et af de tidligere ofre, Marisol Macias Castaneda, jævnligt skrev.

Kvinden blev fundet halshugget den 25. september ved samme statue.

Den 13. september blev ligene af en mand og en kvinde fundet hængende under en bro. Begge var i 20'erne og begge var øjensynligt blevet tortureret. Kvinden havde fået skåret bugen op.

Nær ligene hang et banner der truede folk mod at gå til politiet og mod at lægge oplysninger på nettet om kartellerne.

Nuevo Laredo ligger tæt på den amerikanske grænse og er i vid udstrækning centrum for Mexicos brutale narkokrig, der har krævet mere end 43.000 menneskeliv i de seneste fem år.

Narkokartellerne står bag flere angreb mod medier og journalister. Det har fået folk til at vende sig mod nettet, Twitter og sociale netværk for at orientere om truslen fra gangsterne.

Også narkokartellerne er gået på nettet og er blevet særdeles kompetente til at hacke sig frem til identiteten på online-kritikere.