11 turister dræbt i Egypten

11 ungarske turister blev dræbt, da en bus væltede på motorvejen i Egypten

11 ungarske turister blev dræbt, og 27 blev sårede, da en turistbus væltede på motorvejen i det sydøstlige Egypten.

Uheldet skete udenfor den populære turistby Hurghada, omkring 500 kilometer sydøst for Kairo, og de sårede blev bragt til Hurghada Hospital i ambulancer, skriver det statslige nyhedsbureau, Mena.

Ifølge anonyme egyptiske sikkerhedsfolk var bussen ved at fragte turisterne fra deres hotel til lufthavnen, da chaufføren mistede herredømmet over bussen på grund af for høj fart.

Ulykken skete på første dag af den muslimske højtid Eid al-Adha, hvor mange egyptere og turister tager til det Røde Hav for at holde ferie.

Trafikulykker er meget almindelige i Egypten på grund af dårlige veje og manglende respekt for loven. Det egyptiske politi vurderer, at der årligt dør 6000 mennesker i trafikken ud af en befolkning på 82 millioner.