Gidseltagere i kamp - fem dræbt

Pirater der holder dansk nødhjælpsarbejder som gidsel, har været i kamp med lokale. Fem er dræbt - heraf tre pirater

De somaliske pirater, der har taget den danske nødhjælpsarbejder Poul Hagen Thisted og amerikaneren Jessica Buchanan som gidsel, kom tirsdag eftermiddag i kamp med lokale beboere i det område, hvor gidslerne blev tilbageholdt. Det skriver netavisen Somalia Report.

Fem blev dræbt ved kampene. Heraf var tre pirater.

Det er tidligere i dag kommet frem, at de to gidsler var blevet flyttet til et al-Shabaab-kontrolleret område i Mudug-regionen i det centrale Somalia.

Men det er angiveligt efter de voldsomme kampe, at piraterne nu har valgt at flytte gidslerne.

LINK:Somalia Report

Kampene mellem piraterne og beboerne brød ud i området mellem Hinlabi- og Amara-distrikterne i Somalias Mudug-region ved fire-tiden i eftermiddags.

Ud over de fem dræbte blev to andre kvæstet i kampene. Blandt de kvæstede er Mohamed Gafaajo, der er leder den gruppe pirater, der har taget de to nødhjælpsarbejdere som gidsler.

Piraterne kørte i Toyota Serf-firehjulstrækkere og var svært bevæbnede. Det var angiveligt piraterne der startede kampene efter at de fandt ud af, at regeringsloyale soldater hjalp de lokale med at bekæmpe piraterne.

I går flygtede to mistænkte i gidselsagen fra en somalisk arrest. De to flygtede mistænkte er Abdirisak Moalin Dhere og Ba'adle Sheikh Hussein.

Abdirisak var leder af det hold sikkerhedsvagter, der var blevet hyret til at beskytte den 32-årige amerikaner Jessica Buchanan og den danske Poul Hagen Thisted, 60.