Bangkok trues af nye oversvømmelser

Risikoen for, at store dele af Thailands hovedstad, Bangkok, bliver oversvømmet, stiger igen

Myndighederne i Thailands hovedstad, Bangkok, er igen sat i forhøjet beredskab, efter at store vandmasser på ny truer centrale dele af byen.

Faren for oversvømmelser er stigende, efter at vandmasser fra centrale dele af Thailand nord for Bangkok er større end ventet, og efter at flere dæmninger natten til torsdag brød sammen.

Thailands premierminister, Yingluck Shinawatra, siger, at det er umuligt af holde vandet væk fra hele hovedstaden, der omkranses af store floder.

- Det er umuligt af beskytte hele hovedstaden mod vandet. Dele af byen bliver oversvømmet. Vi står midt i en national krise, siger premierministeren.

Redningsmandskab er i gang med at forstærke en række volde og dæmninger i byen, som er under forøget pres fra enorme vandmasser, som allerede har oversvømmet store landbrugsarealer og vigtige industriområder nord for Bangkok.

Finans- og indkøbsdistriktet i hovedstaden har hidtil være forskånet for oversvømmelser, da redningsmandskab har haft held til at lede vandet forbi byens centrum.

Men vandstanden stiger i den største flod Chao Phraya, og den truer med at gå over sine bredder flere steder og bryde gennem nyoprettede dæmninger.

- Jeg er bekymret for situationen og for indbyggerne. Hvis vi ikke kan kontrollere udviklingen, eller noget går galt, er der risiko for, at Bangkok bliver oversvømmet, siger justitsminister, Pracha Promrok, der har ansvaret for det civile katastrofeberedskab.

Mindst 320 mennesker har mistet livet under oversvømmelserne, der betegnes som de værste i 50 år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere