Politichefen Ray Kelly har afsløret, at New Yorks politi er i stand til at skyde et kapret fly ned over byen. Det gjorde han i tv-programmet '60 Minutes'.
Se klippet her.
Men selvom politichefen indrømmer at råde over et arsenal, der kan måle sig med visse landes militær, så er der ikke tale om, at politifolkene har fået jord-til-luft missiler i bagagerummet på deres politivogne. De har heller ikke pludselig fået F-16 jagerfly i politifarver.
Der er derimod tale om en potent snigskytteriffel. Det fortæller flere politikilder til New York Post.
Læs også: Bilbombe på tiårsdag for 9/11
Ifølge kilderne er der tale om en Barrett .50 kaliber riffel. En af verdens kraftigste af slagsen, der med et enkelt skud kan ødelægge motorblokken på en bil. De over 12 centimenter lange patroner kan skyde huller i mure af både mursten og beton.
Den store riffel kan monteres på næsten alle politiafdelingens helikoptere. Kystvagten bruger samme pakke til fra luften at stoppe hurtigtgående motorbåde.
Kan ikke garantere sikkerhed
Politiafdelingen har haft det potente våben i fire år. Normalt er det låst inde i et pengeskab og kommer kun frem ved 'specielle lejligheder', som når præsidenten er i byen.
Læs også: Den faldende mand de bare gerne vil glemme
Men selvom politiafdelingen har et værktøj, der i teorien kan skyde fly ned, så ville det ikke kunne forhindre en gentagelse af 9/11, erkender byens borgmester over for New York Post.
- Jeg kan ikke garantere, at du er i fuldstændig sikkerhed. Men jeg kan fortælle, at vi i ti år ser ud til at have forhindret en række mennesker - og hvem ved hvor mange vi ikke har hørt om - der ville udøve terrorisme her, mens terroren har vist sit grimme ansigt andre steder, siger borgmester Michael Bloomberg til New York Post.
- New York Citys politi har en masse kapaciteter, du ikke kender til, og som du ikke kommer til at kende til, tilføjer han.
Læs også: US Ranger får medalje for ufatteligt mod
I 60 Minutes-indslaget kommer det blandt andet frem, at politiet har over 2000 overvågningskameraer i det centrale Manhatten med omkring tusind flere på vej. Oven i det er der opsat tusindvis af strålingsmålere i byen. En supercomputer til 825 millioner kroner overvåger og analyserer oplysningerne fra alle kameraerne.