Voldsomt terrorangreb ryster Rusland

En serie terror-bombninger har ramt den russiske nordkaukasiske republik Dagestan – mindst seks dræbt, 60 sårede - en russisk tjenestegørende militær-person anholdt for at stå bag

MOSKVA (ekstrabladet.dk): Mindst seks personer, herunder en højtstående politichef, to russiske sikkerheds-officerer og tre selvmordsbombere, blev dræbt ved en serie voldsomme terrorangreb, der har ramt byen Makhatjkala, hovedstad af den russiske, nordkaukasiske republik Dagestan og provinsbyen Bujnaksk siden midnat.

Foreløbig meldes om op mod 60 sårede - 44 politibetjente og 16 civile - ved flere kraftige bombe-eksplosioner der indtraf med få minutters mellemrum.

Ifølge den russiske netavis lifenews.ru har myndighederne anholdt en russisk tjenestegørende militær-person, ansat ved Indenrigsministeriet, som mistænkes for at stå bag terrorangrebet:

Manden er sigtet for at have solgt sprængstof og bombe-komponenter til terroristerne som forsvandt fra gerningsstedet.

Terror mod politiet
Der er tale om mindst to koordinerede bombe-eksplosioner, der indtraf efter klokken 00.30 Moskva-tid i nærheden af det lokale politistation i byen Makhatjkala og et bombe-angreb mod en politipatrulje gennemført af ukendte gerningsmænd i byen Bujnaksk.

De første to bomber, der var gemt i personbiler, blev detoneret med fjernbetjening. Tre terrorister, som sad i en af bilerne, blev sprængt i luften. Myndighederne mener, at alle tre terrorangreb var rettet mod politifolk.

De regulære terror-aktioner i Dagestan fandt sted kun en dag før landets ledende parti Det Forenede Rusland med premierminister Vladimir Putin i spidsen skal afholde et topmøde i Moskva i forbindelse med det kommende parlamentsvalg.