Gaddafi-talsmand: Kampen er langt fra slut

Gaddafi-tro styrker har dræbt og fanget mange oprørere og er klar til en lang krig, hævder Gaddafis talsmand

Soldater, der er loyale over for Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi, er klar til en langvarig kamp om magten i landet.

Det siger Gaddafis talsmand, Moussa Ibrahim, i et tv-interview.

- Kampen er langt fra slut, siger han til tv-stationen Arrai i Syrien.

- Vi har gjort os klar til en lang krig. Vi har udstyret og våbnene, siger han.

Han tilføjer, at Gaddafi-styrets soldater har tilføjet oprørerne svære tab i kampene i og omkring byen Bani Walid. Mange oprørere er dræbt, såret eller taget til fange, hævder han i interviewet.

Tidligere på dagen måtte oprørerne trække sig tilbage fra Bani Walid, hvor de blev udsat for voldsom beskydning med raketter.

Byen, der ligger omkring 170 kilometer syd for hovedstaden Tripoli, er en af Gaddafis sidste fire bastioner i Libyen.

Også ved hans fødeby, Sirte, var der fredag nye voldsomme kampe.