Bombe dræber 15 soldater i Irak

En bombe mod en militærbus vest for Bagdad har kostet 15 irakiske soldater livet og såret 20 andre

En bombe, der var sat fast på en militærbus, har kostet mindst 15 irakiske soldater livet og såret 20 andre. Det oplyser kilder i den irakiske hær.

Eksplosionen fandt sted på en militærbase i byen Habaniya, der ligger 85 kilometer vest for hovedstaden Bagdad.

Umiddelbart var der ikke nogen gruppe, der tog skylden for angrebet.

Omtrent samtidig eksploderede en anden bombe i den lille by al-Hamza i det sydlige Irak. Ifølge de foreløbige oplysninger er mindst 25 mennesker såret.

Bomben var placeret i et travlt område med flere restauranter og caféer, siger kilder i politiet.