Dødstal stiger efter bådulykke i Tanzania

En bådulykke ved Zanzibar koster mindst 192 mennesker livet. Alt på øen er kaos, siger nordmand på stedet

(Foto: AP/Sultan Ali)
(Foto: AP/Sultan Ali)

192 er fundet døde, efter at en overfyldt fragtbåd med op mod 800 passagerer sank natten til lørdag ud for Zanzibar ved Tanzanias kyst. Det siger redningsmandskab.

- Vi har fundet 192 lig, mens 606 er reddet i live, siger Mohammed Mhina, politichef på Zanzibar.

Der er fortsat en del savnede, og redningsfolk og private er stadig i fuld gang med at lede efter overlevende.

Der er tale om den værste skibsfartsulykke i Tanzania i 15 år, og mange tusinde står lørdag aften fortsat og venter på nyt om pårørende i havnen i Stone Town på Zanzibar.

Mange fiskebåde, rutebåde og redningsbåde leder fortsat efter overlevende eller druknede i farvandet, hvor fragtbåden sank.

- Skibet kæntrede pludseligt og sank. Der kan stadig være druknede i skibet, siger chefen for redningsmandskabet, Ali Ramadhan.

Øjenvidner taler om kaotiske tilstande på Zanzibar.

Norske Nanna Klingenberg var på stranden lørdag eftermiddag, hvor omkomne og tilskadekomne kom i land.

- Der er fuldstændigt kaos her. Vi hørte sirener i morges og gik ud fra hotellet. Her så vi en folkevandring mod stranden. Der er flere tusind mennesker her, siger hun til den norske radio- og tv-station NRK.

Zanzibar er et yndet turistmål for danskere, som tager til landet for at nyde naturen og de eksotiske strande.

I Danmark er Udenrigsministeriets borgerservice i gang med at undersøge, om der har været danskere om bord på færgen.

- Vi har endnu ingen oplysninger om, hvorvidt der har været udlændinge med på båden, siger Hanne-Rie Madsen, vagthavende ved borgerservice.

Det forliste skib sejler dog først og fremmest med lokale beboere, da der er tale om en lavprisfærge