Soldat nægtede at søge efter miner i mørke

En soldat er blevet dømt efter den militære straffelov, fordi han nægtede at søge efter miner i mørke

En tidligere overkonstabel er dømt for grov ulydighed på Armadillo-basen i Afghanistan. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tre soldater blev såret, da to køretøjer kørte på vejsidebomber den 6. januar 2010 et par kilometer uden for Armadillo-basen i Helmandprovinsen.

De sårede blev hentet og fløjet væk i helikopter, men flere omtumlede soldater var stadig ude i det minefyldte terræn.

Derfor blev en overkonstabel beordret ud for at søge efter miner og hjælpe soldater og køretøjer tilbage til basen.

Men den nu 23-årige tidligere overkonstabel nægtede to gange at følge gruppeførerens ordre. Han var ikke klar over, at der stadig var soldater ude i området, og han mente ikke, det var forsvarligt at søge efter miner i mørke.

- Man har jo også en menneskelig forstand, som man en gang imellem bruger. Man kan så diskutere, om jeg brugte den rigtigt, sagde den tidligere overkonstabel tirsdag til retten i Hillerød ifølge avisen.

Han blev dømt efter den militære straffelov for ulydighed af særlig grov karakter under væbnet konflikt.

Straframmen er op til 10 års fængsel, men den tidligere overkonstabel fik fire måneders fængsel, som blev gjort betinget, fordi den enige domsmandsret vurderede, at der uden rimelig begrundelse er gået for lang tid, før sagen kom for retten.