NATO-soldater dræber afghansk journalist

Ved et uheld har den Nato-ledede Isaf-styrke i Afghanistan under en aktion dræbt en lokal journalist

Soldater ved den internationale Isaf-sikkerhedsstyrke i Afghanistan har skudt og dræbt en afghansk journalist under en aktion i slutningen af juli. Det indrømmer en talsmand for Nato, der leder Isaf-styrken.

Drabet på den 25-årige Ahmed Omed Khpulwak skete under en aktion i byen Trinkot i provinsen Uruzgan den 28. juli, hvor Nato-soldater stødte sammen med formodede Taliban-oprørere.

- Nato-soldaterne antog den 25-årige journalist for at være en af oprørerne, og at han udgjorde en trussel mod soldaterne, erkender Isaf i en erklæring.

- Det er konklusionen efter en grundig efterforskning. Det er tale om, at en Nato-soldat tog fejl af journalistens identitet, hedder det videre.

Isaf-soldaterne kom i kamp med Taliban-oprørere, der havde detoneret en bombe uden for et offentligt kontor i Trinkot. Bomben kostede adskillige mennesker livet, og flere omkom senere under skudvekslingen mellem soldaterne og oprørere.

Ahmed Omed Khpulwak arbejdede blandt andet for den britiske tv-station BBC, der bad Nato efterforske sagen, fordi BBC modtog 'modstridende oplysninger om Ahmed Omed Khpulwaks død.'

Efter sammenstødet erklærede en talsmand for Taliban, at gruppen ikke var ansvarlig for journalistens død.