Hærchef dømt 27 år for krigsforbrydelser

FN's Krigsforbryderdomstol har dømt Momcilo Perisic for sine gerninger under den jugoslaviske borgerkrig

Momcilo Perisic var han øverstkommanderende i den jugoslaviske hær mellem 1993 og 1998. (Foto: AP)
Momcilo Perisic var han øverstkommanderende i den jugoslaviske hær mellem 1993 og 1998. (Foto: AP)

FN's krigsforbryderdomstol i Haag har fældet dom over den tidligere serbiske hærchef Momcilo Perisic for sine forbrydelser i borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne.

- For disse forbrydelser idømmer et flertal i kammeret dig 27 års fængsel, sagde dommeren, Bakone Moloto, ifølge AFP, da retssagen tirsdag blev afsluttet.

Perisic kendes skyldig i at have bidraget til, at civile er blevet myrdet, forfulgt og angrebet i Bosnien og Kroatien under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Mellem 1993 og 1998 var han øverstkommanderende i den jugoslaviske hær. Mens han var øverstkommanderende bidrog den jugoslaviske hær med personale, officerer, våben og logistisk hjælp til den bosnisk-serbiske hær og den serbiske republik Krajinas Hær.

Dette gjorde han ifølge domstolen med bevidstheden om, at denne hjælp ville blive brugt mod civile, og dermed var Perisic meddelagtig i en række mord, forfølgelser og angreb på civile.

Heriblandt Srebrenica-massakren i 1995, hvor det anslås at omkring 8.000 muslimske mænd og drenge blev brutalt myrdet af serbere.

Derudover var Perisic medskyldig i belejringen af Sarajevo mellem 1992 og 1995 samt bombningen af Zagreb i 1995.

Den nu 67-årige Perisic overgav sig i 2005 frivilligt til domstolen i Haag. Han havde forinden været en del af oppositionen i Serbien, som i 2000 styrtede Jugoslaviens stærke mand, Slobodan Milosevic, fra magten.

Han erklærede sig inden dommen ikke-skyldig i alle anklager mod ham.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen