21 frygtes omkommet ved flystyrt i Chile

Redningsmandskab i Chile er i færd med at bjærge de omkomne, efter et militærfly styrtede i Stillehavet

Ligene af to mænd og to kvinder er fundet i Stillehavet, efter et fly fra det chilenske luftvåben forulykkede på vej til en fjerntliggende øgruppe.

Alle 21 personer om bord frygtes omkommet efter ulykken, som ifølge luftvåbnets chef, Maximiliano Larraechea, var så voldsom, at ingen formentlig vil kunne overleve den.

- Men vi håber stadig, tilføjer han.

Flyet var på vej til Juan Fernandez-øerne, da det forsvandt fra radaren efter at have foretaget to forgæves forsøg på at lande på hovedøen, siger forsvarsminister Andres Allamand.

De foreløbig fire ofre, som redningsmandskabet har fundet, er endnu ikke identificeret.

Blandt personerne om bord var et tv-hold fra TVN og den populære fjernsynsvært Felipe Camiroage, som var på vej til øgruppen for at lave et indslag om genopbygningen af øerne, som blev ramt af en tsunami efter et jordskælv den 27. februar 2010.

Juan Fernandez-øerne ligger 670 kilometer fra den chilenske kyst.