Første FN-nødhjælp på vej til Mogadishu

FN's fødevareprogram, WFP, har sendt første fly med nødhjælp til Somalia, hvor millioner trues af hungersnød

FN's fødevareprogram, WFP, er begyndt at sende mad til de sultende i Somalia via en luftbro fra Kenyas hovedstad, Nairobi.

Onsdag eftermiddag blev de første 10 ton mad fløjet til den somaliske hovedstad, Mogadishu. Her skal hjælpen videre til tusinder af underernærede børn, oplyser en WFP-talsmand.

Det er den første af en række flytransporter, der efter planen skal bringe 100 ton mad til landet for at kunne brødføde 35.000 børn hver måned.

Hjælpeorganisationer arbejder under yderst vanskelige forhold for at levere hjælp til de sultende i Somalia, hvor den al-Qaeda-inspirerede gruppe al-Shabab forhindrer adskillige udenlandske grupper i at komme ind i landet.

WFP blev tvunget til at trække sig ud af Somalia i begyndelsen af 2010, efter organisationen var blevet bandlyst af al-Shabab, som har kontrol med store dele af landet.

En af de organisationer, der fortsat har mulighed for at arbejde i Somalia, er Dansk Flygtningehjælp, der har udført en humanitær indsats i den sydlige del af landet siden 2007 og har opnået aftaler med lokale ikke-statslige organisationer og med myndigheder, som gør det muligt at arbejde i området.

- Mogadishu er et af verdens farligste områder at operere i, og vi skal have beskyttelse og adgang for at få nødhjælpen ud, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, i en pressemeddelelse.

Dansk Flygtningehjælp oplyser, at organisationen leverer nødhjælp til omkring 165.000 mennesker i Mogadishu.

Somalia er det land, der er hårdest ramt af den langvarige tørke i Østafrika, som bringer omkring 12 millioner mennesker i risiko for at lide sultedøden.

FN vurderer, at næsten halvdelen af Somalias 10 millioner indbyggere har akut brug for hjælp.