Gaddafi truer med at angribe Europa

Libyens leder vil angribe Europa, hvis ikke NATO's luftangreb på landet stopper, skriver AP

Gaddafi er godt træt af NATO's luftangreb på Libyen. (Foto: AP)
Gaddafi er godt træt af NATO's luftangreb på Libyen. (Foto: AP)

Libyens forhadte diktator Moammar Gaddafi truer med at angribe Europa.

Angrebet indledes, hvis ikke luftbombardementet af Libyen ophører øjeblikkeligt, siger Gaddafi ifølge nyhedsbureauet AP.

Truslen kom fredag, da der blev afspillet en båndet tale fra lederen for flere tusinde af hans tilhængere på Tripolis største plads.

Vil flytte krigen til Europa
I optagelsen sagde Gaddafi blandt andet:

- Vi kan vælge at behandle jer på samme måde, og:

- Hvis vi beslutter os for det, kan vi også flytte den (krigen) til Europa, skriver AP.

Gaddafi er efterlyst af Den internationale forbryderdomstol i Haag, som vil retsforfølge ham for med alt for hård hånd at knuse de demonstrationer i februar måned, som resulterede i en regulær borgerkrig.

Danmark bomber Libyen
FN's sikkerhedsråd vedtog 17. marts i år en resolution, der i praksis tillod NATO og dets allierede at bombe militære mål i Libyen.

En række lande, heriblandt Danmark, støtter aktivt oprørerne i Libyen, der forsøger at vriste magten fra Gaddafi.

Danmark deltager også i bombningerne af militære mål i Libyen med fire F-16 fly.