Taliban: Franske gidsler blev udvekslet

To franske tv-folk, der har været gidsler i Afghanistan i halvandet år, er vendt tilbage til Frankrig

Fængslede Taliban-ledere blev løsladt til gengæld for to franske journalister, der blev holdt som gidsler i Afghanistan.

Det oplyser Taliban i en erklæring.

- Frankrig gik med til at slippe flere mujahedin-kommandanter i bytte for frigivelsen af to journalister, hedder det.

De to franske tv-folk, der har været gidsler hos Taliban i Afghanistan i halvandet år, vendte torsdag formiddag tilbage til Frankrig.

Kameramanden Stephane Taponier og journalisten Herve Ghesquiere, begge 48, blev modtaget i en lufthavn nær Paris af deres familier og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og hans kone Carla.

- Vi blev aldrig truet med at blive slået ihjel, og vi blev aldrig slået, fortæller Gheesquiere.

De to pressefolk er de længst siddende vestlige gidsler i Afghanistan. Begge så de fysisk friske ud, da de udtalte sig til journalister på landingsbanen i den militære lufthavn Villacoublay.

Taliban tog de to mænd som gidsler og anklagede dem for at være spioner.

Al-Qaedas nu likviderede leder, Osama bin Laden, advarede i januar på en videooptagelse, at de to franskmænd først ville blive løsladt, når Frankrig har trukket sine knap 4000 soldater ud af Afghanistan.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere